mandag den 30. marts 2015

Jeg er blevet bidt af broderi efter jeg er kommet på pinterest.
Jeg fandt et mønster dér, som jeg har ladet mig inspirere af og så lavet "lidt" om på.
Du kan se det oprindelige mønster her.
I vejledningen til mønsteret står der, at man skal måle og tegne streger og alt muligt, men det har jeg altså ikke tålmodighed til, så jeg valgte at prøve om ikke mønsteret kunne laves om til korssting.
Det ved man da hvad er ;-)
Jeg har lavet denne lille taske eller "clutch".
Den er syet ud af ét aflangt stykke, som jeg har foldet tre gange. Inden jeg foldede det sammen strøg jeg forstof på bagsiden med vliesofix. Tasken lukkes med tre magnetknapper.
Jeg har valgt at lave lidt om på mønsteret på forsiden og bagsiden og så lave noget helt andet på klappen. 

 



 Begynd med at sy korsting men med en "firkants" mellemrum
  Derefter skal du sy mellem korsstingene, fra det ene "hjørne" til det næste. Dette skal kun gøres på hver anden række. Først på langs og så på tværs.

 Så skulle du gerne have et mønster der ser sådan ud!
 Hov, og så har jeg glemt at tage billede af næste skridt, men det er ikke så svært. Der skal bare sys med en anden farve i "lænkerne" mellem korsstingene. Jeg har valgt en mørkeblå til det.
Og bagefter har jeg syet det turkise som det ses herunder.


 På bagsiden har jeg valgt at gøre det lidt enklere. (Jeg havde vildt ondt i hænderne efter forsiden, så jeg sprang over, hvor gærdet var lavest)
 Klappen på forsiden har jeg syet i turkis.





 Og derefter syede jeg nogle små "fillers" i mørkeblå og guld.

 Jeg håber, at det giver mening, det jeg har skrevet. Jeg har ikke den store erfaring ud i broderi, så jeg har ikke rigtigt noget sprog for det. Det eneste jeg kan er faktisk "korssting".




onsdag den 4. juni 2014

ENDELIG!

Så fandt jeg langt om længe noget at bruge mit kedelige gråbrune, graviditets-hormonrus-køb til!

Jeg har strikket et klapvognstæppe til min lille gut og med hjælp fra en anden, knap så kedelig, brun farve, er resultatet blevet helt hæderligt, synes jeg. 
(Det ser dog pænere og knap så krøllet ud i virkeligheden. Det gør det altså. Virkelig!)




(Dog kan jeg for min død ikke finde ud af at strikke eller lukke af, så kanterne ikke bukker om. Det er møgirriterende! Er der nogen derude, der har et fif? Så kom gerne med det. Jeg har vasket og tørret tæppet i nogenlunde facon, men lige lidt har det hjulpet på kanterne.)

Jeg har strikket tæppet i to halvdele og så syet dem sammen til sidst.



Og så har jeg sluttelig samlet masker op og strikket en kant hele vejen rundt. Den kan jeg desværre ikke tage rigtig gode billeder af, da kanten jo er bukket næsten helt op om tæppet. Men den er strikket, så den også får en trekantsstruktur.



 Tæppet måler cirka 70*90 cm og jeg lægger opskriften under "Fiks og færdig".

torsdag den 24. april 2014

Tittebøhh


Nå, så fes luften ligesom lidt af ballonen med det der blog...men nu er jeg tilbage igen!
Jeg har ikke ligget på den lade side. Har produceret et lille gulvtæppe til den knirkende plet i soveværelset. Det kommer der dog ikke billeder af endnu, da jeg lige mangler at få det vasket og strukket ud og putte et eller andet underlag på, så det ikke skrider under fødderne.
Derudover har jeg strikket vaskeklude og hagesmække til vores søn, som bruger læssevis af den slags for tiden. 
Jeg har på en eller anden måde fået hældt vand ud over vores kamera, så billederne er lidt uklare i bunden...
Både vaskeklude og karklude har været i brug og vasket nogle gange, så de er ikke helt så fine i formen, som da de var helt nye. 
(Og jeg gider altså ikke at stryge dem...)
Opskrifter og flere billeder har jeg lagt ind under "Fiks og færdig".




torsdag den 13. marts 2014

Korssting

Under "Fiks og færdig" ligger nu et færdigt, lidt anderledes korsstingsbroderi.

onsdag den 12. marts 2014

onsdag den 5. marts 2014

 Og her er mit Waterloo...

Da jeg var gravid fik jeg den vanvittige idé at strikke en efterårsgraviditetsjakke. 
Og i en hormonrus kom jeg til at købe virkelig meget af dét her garn


Der er ikke noget i vejen med det som sådan, altså lige bortset fra, at det har den kedeligste farve.
Jeg fik selvsagt aldrig strikket den efterårsgraviditetsjakke, og nu ligger jeg inde med al det kedelige garn. Jeg har virkelig prøvet at finde på noget at strikke af det, men indtil videre er det her det eneste jeg har lavet af det





 Det skal forestille sådan en lille poncho eller sådan noget. Den mangler lige at blive syet sammen. (Og få hæftet ender...)
Men den er jo grim!
Og jeg vil ikke have den!
Så er der ikke nogle derude, der har en knaldgod idé til, hvad man kan bruge 10 nøgler Drops Alaska i en mærkelig støvet lysebrun farve til?

Nøglebarnets gemte garnnøgler


Her er det så


Alt godt fra gemmerne







Om mig

Mit billede
Okay, jeg har brug for hjælp! Jeg er meget, meget god til at få gode (og nogle gange knap så gode) ideer til strikke- og hækleprojekter og jeg har mange gange i ren ekstase stået i garnbutikken og faldet i svime over garn, der, når jeg nu skal være helt ærlig, klart så pænere ud dernede end i mit hjemmenørkleri. Derudover synes jeg i den grad, at nye projekter er mere spændende end gamle, så der ligger virkelig mange halvfærdige tæpper, trøjer, huer og så videre rundt omkring i gemmerne. Resultatet er, at jeg har rigtig meget garn! Og rigtig meget garn, som jeg ikke gider at bruge mere tid på. Og til min store ærgrelse har min kæreste nu på det nærmeste forbudt mig at købe mere garn før det gamle er brugt. Derfor har jeg brug for hjælp! Hjælp til at få strikket og hæklet noget helt færdigt, og hjælp til at se, hvad alt mit garn kan bruges til. Så jeg regner med at denne blog skal være min dårlige samvittighed, der hele tiden prikker mig på skulderen og hvisker i mit øre "Skal du ikke snart lægge noget op på din blog? Noget færdigt?" Og så håber jeg rigtig meget, at I derude i blogland vil give mig gode idéer til, hvordan jeg kan bruge mit garn. Håbet er lysegrønt!